Brøndbys fansskare er stor og mangfoldig. Fælles for os alle er kærligheden til klubben, holdet og fællesskabet. Det samme gør sig gældende for os der står bag initiativet med Tårn64. Vi kommer fra hele landet og vi har alle fulgt klubben i ret lang tid. Mange af os er også godt igang med, at give vores passion videre, når vi hver weekend tager vores børn med på stadion. Dem skal der også være plads til, ligesom der i øvrigt skal være plads til alle andre fans af Brøndby IF.

Du kan herunder læse en kort introduktion af hvem vi hver især er, hvor vi kommer fra og vores relation til Brøndby IF.

flinkMartin Flink
45 år og bor i Rødovre. 
Jeg har fulgt Brøndby, siden jeg som barn på Vestsjælland så dem dominere både i 1. division og i Europa. Senere flyttede min familie til Vestegnen, og jeg nåede som ungdomsspiller forbi Brøndby og Brøndby Strand, ligesom det også blev til rigtig mange kampe på stadion i de virkelig sjove 90’ere. Jeg har de seneste sæsoner haft billetabonnement og har nu også jævnligt mine døtre med på stadion.
I efteråret 2022 blev der tegnet et billede af Brøndbyfans, som jeg havde svært ved at se mig selv i, så i forsøget på at give et bredere billede af, hvem vi fans er, gik jeg med i Tårn64.
@MartinFlink
Gitte Bargholz
Født og opvokset i Kalundborg, 44 år, bor nu i Valby med mand og børn. Har fulgt Brøndby siden Claus Nielsen blev signet til klubben i 80’erne og været fast inventar på stadion siden. Først på langsiden inden ombygningen, og efterfølgende på Faxe i mange år, inden der kom småfolk til.
Jeg har altid været aktiv i fanmiljøet – de gode gamle SSO dage – fordi Brøndby har været så stor en del af mit liv, hvor det for mig blandt andet er vigtigt, at der er plads til alle, uanset hvor man bor, og at vores fantastiske fællesskab plejes på tværs af hele Danmark.
Når jeg er trådt ind i Tårn64, er det derfor også fordi jeg håber, at vi kan være med til at samle fanbasen og arbejde mere sammen for klubben, oveni at flere fans får mulighed for at blive hørt.  
@GBargholz14
Martin Kristiansen
Jeg er 48 år, bor i Hvalsø og er sæsonkortholder.
Jeg har været Brøndby-fan siden 1985 og så min første kamp på stadion i 1986, da vi vandt 2-1 over Kastrup.
Jeg blev aktiv i Tårn64, fordi jeg havde brug for at yde et bidrag til en mere positiv stemning omkring klubben og fællesskabet oven på et tungt efterår i 2022. Jeg havde brug for at vise, at vi Brøndby-fans er en nuanceret flok, og at der skal være plads til os alle i fællesskabet – et fællesskab jeg i dag sætter endnu mere pris på end nogensinde før.
@markri04
Steffen Øksnebjerg
Mit navn Steffen, jeg er 35 år gammel og kommer fra vestegnen. Jeg har været fan af Brøndby I F siden slut 90’erne. I den tid har jeg både været frivillig inde på stadion, været sæsonkortholder og nu også frivillig i Brøndby Support.
Årsagen til at jeg er en del af Tårn64, er fordi det giver mig en mulighed, for at kæmpe for klubbens værdier, på en måde som passer mig og det sted jeg er i livet.
Brian Iversen
Jeg er 52 år og bor i Kolding. I starten af 90’erne hoppede jeg på Brøndby-toget, og så op gennem halvfemserne langt de fleste kampe i Jylland og på Fyn – desværre kun et par enkelte på stadion. I dag har jeg billetabonnement til Sydsiden, hvor jeg (og min ældste søn) er at finde til næsten alle hjemmekampe.
Mit medlemsnummer i Fanafdelingen er under 200, så jeg har været med helt fra starten. Som mange andre synes jeg debatten blev meget ensidig i forbindelse med GFHs indtog, og har fundet en flok ligesindede i Tårn64. Jeg stiller op til Fanafdelingens bestyrelse for at sikre en bredere repræsentation af fans, og for at bringe et andet, mere pragmatisk, perspektiv med ind i arbejdet.
@BrianIversen
Mikael Nielsen
43 år gammel og fra Slagelse.
Efter at have været fast mand på Faxe-tribunen i 7-8 år fra 94/95 og frem, havde jeg en periode, hvor det ikke blev til så mange ture på stadion. Nu er børnene større, og vil gerne med, så bliver det igen til en del flere kampe, både hjemme og ude.
Jeg har altid følt mig ret godt repræsenteret som fan af bl.a. Brøndby Support og BST, men i forbindelse med salget til GFH fik debatten om klubben en slagside. Dem, der råbte højest og fik mest opmærksomhed, talte ikke for mig og den type supporter, jeg er. Derfor synes jeg, Tårn64 er et super initiativ, og det viste sig heldigvis hurtigt, at vi er mange, der i det store hele deler de holdninger, jeg også selv står for.
@realmikenielsen
Claus B. Rasmussen
48 år, har fulgt Brøndby siden 1987, fik sæsonkort da jeg blev gammel nok, flyttede ned bag målet da Faxe-tribunen blev bygget og sidder i dag på langsiden. Kører til Jylland nogle gange hver sæson. Bor i Værløse.
@ClausFromHolte
Klaus Kaiser
60 år og bor i Aarhus. Jeg har været Brøndby-fan siden det store eventyr startede i midt 80’erne. Jeg har sæsonkort på langsiden sammen med mine to sønner og tager med fornøjelse turen over bælterne til de fleste hjemmekampe, og er naturligvis også på lægterne til udekampene.
Jeg er engageret i Tårn64 for at sætte fokus på bredden i Brøndbys fanbase og hjælpe med at binde fanscenen sammen på tværs af geografi og holdninger, så alle vi fans af Brøndby kan forblive forenet om vores store passion for klubben. 
@Kaiser_kl
Simon Flinthøj Møller
Jeg er 34 år, fra Lyngby, nu bosat i Herning.
Min passion for Brøndby har været total siden midten af 90’erne hvor jeg lærte klubben at kende. Som en engageret deltager i fanmiljøet, specielt omkring udekampe, føler jeg et stærkt bånd til klubben. At forbedre forholdene for fans uden for Sjælland er blevet et af mine mål, og det har motiveret mig til at blive aktiv i Tårn64. Brøndby er ikke blot en lokal klub, men en national stolthed, og jeg stræber efter at skabe bedre muligheder for fans i Jylland og resten af landet.
@simonflinthoj
Kenni Amdi Worm
Jeg er 35 år og bosat i Valby. Jeg så min første kamp live på stadion i 1996 og har haft sæsonkort siden 2007. Grunden til at jeg blev aktiv i tårn64, var at jeg følte debatten omkring Brøndby IF blev for negativ og ukonstruktiv. Jeg syntes der manglede nogen, der ville få det bedste ud af den situation, vi stod i.
@kenniamdiworm